Borgerforslag: Alle børn skal have ret til en tryg barndom
Der findes i Danmark en gruppe børn, som ikke går i folkeskolen og ikke må få hjemmelavet mad.
Det drejer sig om de ca. 130 afviste asylbørn i hjem- og udrejsecentre Avnstrup og Sjælsmark. Flere bor der på ubestemt tid, fordi deres forældre har fået afslag på asyl men ikke vil eller kan rejse hjem, og politiet i årevis ikke har kunnet udsende dem.
Mange af børnene er født i Danmark eller har tilbragt det meste af deres liv i skiftende danske asylcentre. De taler dansk og har primær tilknytning til Danmark. Nu henlever de en barndom i undtagelsestilstand, som åbenlyst tilsidesætter børnenes tarv.
I henhold til FN’s børnekonvention, stiller Folkebevægelsen for asylbørns fremtid derfor borgerforslag om at:
Alle afviste familier, som politiet ikke har kunnet udsende i 18 måneder efter endelig afslag, skal tildeles midlertidig opholdstilladelse for 2 år ad gangen.
Alle afviste børn skal garanteres optagelse i folkeskolen og ret til mad lavet af deres forældre indtil udsendelse eller opholdstilladelse er mulig.
Vi har brug for din underskrift
Du kan være med til at få Folketinget til at forholde sig til asylbørnenes vilkår.
Det kræver, at 50.000 stemmeberettigede personer skriver under på forslaget på Folketingets hjemmeside.
Du skal bruge dit Nem-ID for at skrive under.